Tilbage i skove igen

S:skoven
T:00:00
V:skyet og trækker op til regn
O:ingen
P:kig på avataret

Hing havde vandret i 7 dage og var kommet til en skov,hun kunne se at det var den skov hun havde været i da hun blev jagtet af cyborgene og hvor hun kom ud for en eksplosion.Hun kiggede og så det sted hvor eksplosionen skettet,hun kiggede på den et stykke tid og tænkte at hun kunne bruge resterne af stammerne til noget. Hun tænkte lidt og kunne ikke finde ud af hvad man kunne bruge stammerne til,hun kiggede op for at håbe på at cyborgene ikke fulgte efter hende.

Tokomaro var iført sorte jeans, og en hvidhætte trøje, intet indenunder, eftersom han havde det varmt i forvejen. En form for 'indre' varme, som også varmede hans krop op. Han gik roligt igennem skoven, intet hastværk, kun harmoni og tanker. Enelig ville han skyde sine sorte vinger ud, og flyver rundt efter et sted og hvile sig, men efter at have set på himle, ombestemte han sig. Det var utrolig farligt at flyve når det regnede. Hans blik gled langsomt rundt, men stoppede på en fugl, som hurtigt fløj væk. Han fnøs roligt og kiggede så frem for sig igen. Hans mund åbnede sig kort, og lukkede sig så igen. Han havde ikke mødt nogle på turen, men det var vel enelig fint nok? Lidt tid for sig selv, kunne aldrig skade nogle. Just a fallen warrior lød det i hans hovde, gentagende gange.

Hing satte sig ned og begyndte at meditere lidt for hun kunne føle at hun ikke var alene,emn at der var andre til stede,hun tænkte at hun ville vente med at kigge i ruienen af den hytte hun var i senere.

Tokomaro forsatte igennem den fredelige skov, og fyldte sine lunger i et langt åndedrag, med den fugtige skovluft. *Hvad laver jeg enelig?* Tænkte han utilfredst til sig selv, og åndede tungt ud, i det han stoppede op. Han kunne vel nok liiii' nå at flyve til et roligt sted, inden regnen ville begynde og sile ned?. Hans hovde faldt let på skrå, og slog så i et vindpust, sine store sorte vinger ud, og lige som han havde gjordt det, begyndte regnen at falde. ¤Perfekt..¤ Vrissede Tokomaro irriteret og søgte læ under et frodigt træ. Han bed sig lidt i læben og slog sine vinger om sig selv. Dog havde han på fornemmelsen at han ikke var helt alene..

Hing sad stadig væk mens det regnede,hun kiggede op og tænkte på hvem der ellers var her ude og hun tænke lidt for sig selv,hun lukkede øjne og mediterede igen.Hun kunne føle at vedkommen var her i nærheden men hun viste ikke hvor.

Den fugtige vind legede blidt med hans sorte hår, og de mere løse fjer på hans vinger. Ídet han tog vingerne ind igen, fløj der tre store sorte fjer, væk fra ham og ud i mørket. Hans tunge gled over underlæben et par gange, hvorefter han igen lukkede munden. Han begyndte roligt at gå igen, der var noget gallant og ridderagtigt over hans gang. Pludselig opfangede han en aura, og gav en lille knurrende lyd fra sig. Han var ikke fjendtlig, det kom bare. Hans blik gled rundt om ham, inde i skoven og stoppede pludselig. Han kunne ane en skikkelse og lavede en lille kliklyd med tungen, for at se om vedkommende reagerede, eller om det bare var et eller andet vildt dyr.

Hing kiggede rundt for hun kunne hører en kliklyd,hun kiggede også pluseligt en skikelse.Hun viste ikke hvem det var og hun håbede på at det ikke er en der på Cyborgs side for ellers var hun klar til kamp hvis vedkommen skulle være på fjendens side.

Da Tokomaro så hvordan vedkommende reagerede, vidste han at dette var et meneskeligt væsen, ikke at det var lige nøjagtig et menneske, men ihvertfald noget som mindede om et menneske. Hans tunge lagde sig normalt igen ind i hans mund, i takt med at at gik tættere på. "Jamen godaften" Hilste han gallant, da han kom tæt nok på. Hans blik gled over dette væsen. Han var høj, muskuløs, så han blev nød til at se ned på hende. Efter han havde betragted hende lidt, gled hans blik atter rundt i det intet-sigende mørke. just a fallen warrior.. Lød det igen i hans hovde. En knurren af irritation snurrede igenne hans hals, men han kvælte den. Hans isblå øjne lagde sig igen på hende, ventende på hendes reaktion.

"oh god aften "sagde hun og kiggede på ham hvor efter hun kiggede op,det regnede vildt meget og hendes tøj var vådt,hendes hvide hår skinnede.Hun kiggede på ham igen"hvem er du og hvad er du"hun rejste sig op og gik lidt hen til ham.

Han kunne mærke hvordan regnen fik hans sorte hår til at kliste sig til hans pande, kinder og hals. Men gjorde ikke noget yderligere ved det. Da hun havde talt, rejst sig og gået imod ham, fulgte han hende med blikket. Studerede hende nøje, for at kunne huske hende til en anden gang.. Hvis der nu engang, kom en anden gang. "Mit navn er Tokomaro" Sagde han gallant og høfligt. Han skulle til at sige 'a fallen warrior' men nåede at stoppe sig selv. Han åbnede munden igen, og denne gang kom der ord ud igen "Jeg ved det ikke" Hans stemme var blevet mere kold, og følelsløs i det, og hans blik et kort øjeblik tomt. Han rystede lidt på hovedt af sig selv, og så på hende igen. ¤anyway..¤ Hviskede han lavt til sig selv. "Og dem..?" Han fiskede lidt efter hendes navn.

hun smillede " jeg er Hing Chen Huang og jeger kvart Cyborg og resten af mig er sayajin"hun kiggede på ham for at under søge ham lidt"jeg synes du ligner en a fallen warrior og tror mig jeg mødt så en gang men jeg kan ikke huske hvornår"hun trak sig på skulderen.

Tokomaro rynkede brynene og løftede dem. Hva?.. Han forstod ikke.. Løgn og latin. Han var en falden kriger, sandt nok...En lang diskution med sig selv startede i hans hovde og han gjorde et hårdt bid i sin læbe. "Du.." Han kiggede lidt siden og rystede så lidt på hovedt, og så tilbage på hende, med et lille røm. "Okey..¤ Sagde han stille og bed sig forsat i læben "Men.. Hvad laver du herude, på denne tid Hing chen?" Da han sagde hendes navn, syns han det lød japansk.. Li'som hans eget og blev derfor nyskerrrig. "Er du fra japan?" Sprugte han og lod langsomt sine øjenbryn falde på plads.

Hun lagge hovedet på skrå"øh hvad"sagde hun og kiggede ned"faktisk har jeg ingen andelse om hvor jeg kommer fra for jeg har mistet det meste af min hukomelse"hun kiggede op "jeg vandre lidt rundt som jeg altid gøre for jeg har ingen hjem,men hvad med dig"hun kiggede op på ham igen.

Tokomaro blev forvirret af sine egne tanker, men ville det ikke lade det påvirke hvad det stod foran ham. Han fik til sidst stoppet sin diskution med sig selv, og holde blikket fra sine isblå øjne på Hing chen. Dog blev han en anelse skuffet over hendes svar, men viste det ikke og nikkede. Det var vel alligevel ikke hendes skyld? "Okey" Sagde han og kiggede lidt til venstre ud i mørket, men kun til hun svarede ham på hans andet spørgsmål. "Faktisk det samme "Sagde han afslappet og tog de muskuløse arme over hovedt, og strak sin krop. Han lod armene falde på plads"Bor heller ingen steder" Sagde han med et lille skuldertræk

"nå okey"sagde hun og kiggede op på himlen,hun elskede at være ud i regnen selvom hun er drivvåd men alligevel,hun viste ikke hvad hun skulle sige så hun kiggede lidt rundt omkring og lyttede lidt efter om der skulle være andre end dem.

Tokomaro gabte lydløst og fugtede herefter sine læber igen. "Men.. Hvordan kan du.." Han stoppede brat, og lyttede efter. Han syns han kunne høre en meget lav hvisken, og lidt efter en gren blive knækket, og lyden af det, gav ekko i skoven. Han kiggede i noget tid efter lyden, men så så tilbage på Hing chen. Regnen var lige så stille begyndt og stilne af. "men hvordan kan du huske at du har set en 'fallen warrior' hvis du har hukommelsestab?" Afsluttede han sin sætning, da han genoptog den. Han tog endnu en dyb indåndigt og åndede tungt ud bagefter. Hans sorte hår havde sat sig foran øjnene på ha ham, men han lagde ikke nogle mine i det.

"tja det er åbenbart ikak hele mit hukomelse der er væk for noget af det kom tilbage igen "sagde hun og ved giodt at det nok lød mærkeligt,hun lyttede igen og kunne både hører hviskene og en gren der knækkede"hmmm vi er ikke alene"hun så både til højre og venstre hvor hun pluseligt så en skikkelse.

Tokomaro nikkede roligt. Han smil der havde været på hans læber, var væk. Han hørte et par lyde hist og pist, men de kom nærmere.. Eller det, ihvertfald. Han fulgte hendes blik, og landede på skikkelsen. Dog var det somom det ikke kun var en, men flere! Han vendte sig om imod den og stirre stift, og lettere gennemborende på den. Han kunne fornemme at regnen havde stilnet helt af, og slog derfor sine enorme vinger ud. Ellers gjorde han ikke noget, end at stirre og vente på at vedkommende ville træde ud af mørket, og vise sig.

Hing løb afsted for hun ville se hvem det var,hun kigegde omkring for at finde skikelsen,da hun så den fulgte hun efter den.Men den forsvandt igen og hun måtte kigge omkring og lytte efter den,hun konsetreret sig og var tavs.

Han kiggede lidt efter hende og rystede så lidt på hovedt. Hvordan kunne hun enelig være så dumdristig at bre løbe imod det man ikke vidste hvad var? Hun var dummere end et menneske!. Ihvertfald i dette øjeblik. Han slog et par vingeslag og kom lidt over jorden, og var med 3 store vingeslag, bag hende, han holdte dog sine vingeslag underkontrol, da det ellers ville kunne ende galt, så derfor valgte han at lande på jorden igen, dog på tå og sjældent bruge sine vinger, til at komme frem med.

Hun satte sig ned på huk og røte ved jorden,hun koncetreret sig meget for at finde ud af hvad det er og hvor den gik hen.

Han stoppede op, lidt efter hende, og bakkede let. Var hun overhovedt klar over hvor nemt et offer hun så ud til at være når hun sad der? Han overvejede i et kort øjeblik, at demonstere det , ved og tage rundt om hendes hals og hive hende op. Men han lod vær, og holdte bare udkig rundt. Han stilte sig så på flad fod, og lukkede sine store vinger om sin egen krop. En enkel lille fjer fløj ud i mørket. Han sank en lille klump og knugede sine øjne i. Just a fallen warrior Lød det igen i hans hovde. Den lille stemme der sagde det, drev ham til vanvid! Den var der altid!. Men han forsøgte ikke og lade sig distrehere, og koncentrede sig om at kigge rundt.

"det ser ud til den fortsatte den vej"sagde hun og pegede lidt skråt over mod nogle træer hun ved at hun ikke kan tage fejl for det har hun aldrig gjort før,hun kigegde på ham og hun tænkte om der var noget han bekymere sig om.

Selv om hun pegede, kiggede han ikke efter det, men bare imod jorden. Der var så mange ting han tænkte over... Det var nu heller ikke en helt almindelig barndom han havde haft.. Han var enelig konge.. af Öi! En stor hellig by! Faktisk stort nok til at blive kaldt et kontinent. Han rystede lidt på hovedt af sig selv ¤Godt..¤ Sagde han lavt, dog nagede hans tanker ham uendeligt meget, men lagde låg på det, så det ikke var til at vide, medmindre man kunne læse hans blik. Han strøg det sorte hår lidt væk fra øjnene og gjorde et knæk med nakken. "Imponerende" Sagde han med et lille smil på læberne..

Hun kiggede på ham og tænkte lidt,hun viste ikke havd hun skulle sige eller give sig til hun kiggede op mod himlen igen hvor efter hun lukkede øjne helt afslappet.Hun tænkte lidt hvor efter hun åbnede øjne igen.