Efter mødet med Deamon-Alle er velkommen

Han kiggede på hende og smilte stille men det forsvandt da han hørte deamon "hvad laver du her og hvorfor kan du ikke bare lade os være"sagde han og vente sig mod ham og kiggede surt på ham men gjorde ikke noget "og du ikke bange af dig at vise dig her"sagde han og var faktisk rolig for han gjorde ikke noget men kunne bare ikke lide at ha Deamon i sin nærhed og han kunne sikkert også mærke at Jakuji var blevet stærkere siden sidst men han havde også trænet

Deamon så på Jakuji "pas du hellere på jeg har venner som kan besejr dig" sagde han roligt med et ondt smil før han så på Namine igen og gik hen og satte sig ned ved siden af sengen og så på hende han mærkede den velkendte smerte bortset for at denne gang var det ikke kærligheds sorger men sort over at have skadet hende og besluttede sig for at gøre noget han sikkert ville fortryde han så på Jakuji "hør Jakuji det jeg gjorder før var af vrede over at hun bare var faldet for dig på millisekunder bare fordi jeg var væk et øjeblik" sagde han trist "men hør Jakuji det er slut du kan godt bære den nag mod mig men husk at der er en tredje person lige mellem oss" han så på Namine "hun bliver med garanti meget såret vis vi fortsat kæmper imod hinanden"

Namine hørte havd de sagde hun var enlig på en måde enig i Deamons ord og på en måde havde hun gjort det at hun mødte Jakuji på få sekunder da han avr væk hun burde enlig ikke have gjort, hvis bare hun havde beholdt Deamon hos sig var alt dette ikke sket så lå hun ikke her. Hun mærkede nogle tåre trille ned fra hendes kinder mens hun stille åbnede sine øjne"Det min skyld...Undskyld"sagde hun og tog en hånd op til hendes kinder for at røre tårerne væk hun tænkte over så meget hun havde såret Deamon, og Hing meget hun vidste ikke at Hing troede at hun ville være sammen emd Jakuji da huns elv havde sagt at hun var sammen med Deamon hvorfor var bare det store spørgsmål. HUn tænkte sommetider på hvem der ville gøre hende mest lykkelig men det var svært.

Han gik hen til namine og kiggede på hende "nej skat det ikke din skyld"sagde han stille og kiggede på deamon "ja du har ret i det deamon og jeg vil ikke ha namine bliver skadet eller såret"sagde han og kiggede på namine og tog hendes hånd "så så"sagde han stille og nussede hendes hånd

Deamon lagde en hånd på hendes mave på en broderlig måde som ikke kunne misforståes mens han så på hende "siden har jeg boet på namek og da hun kom derop for at snakke med mig tænkte jeg at jeg nok skyldte hende at lytte til hende og jo mere hun snakkede desto mere opfangede jeg faktaen at det nok ret meget var min skyld og det undskylder jeg for" sagde han roligt