Er det din besluting-Deamon privat

T::Aften ca
O::Nogle få klipper man kan sidde på, og kigge på nogle grønne planter og og et et sted hvor der ligger and ved græssets bred. Nogle bjerge
V::Blæst og koldt
S::Planeten Namek
P::Hendes ava og et par sorte ballerina sko
___________________________________________

Namine var endt på Namek hun havde alrig været her og gik lidt rundt hun stod foran en klippe og klatrede derop hun satte sig på toppen og kiggede udover stedet hun havde så mange tanker nu og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun mærkede sårene, skrammerne hun ahvde fået fra Deamon hun blev trist lidt tænkt at hans agd han ville forlade stedet og han kunne finde på at dræbe hende od slog hende. Hun trak benene ind til dig og kiggede ned i sin hånd hvor der lå en bjerg krystal den havde den lilla farve med lidt mørkeblåt skær. HUn havde fundet den her ved bjergene og kiggede længe på den. Mon der ville komme nogen herhen. Til namek til hende.

Deamon havde været der længe og havde overtaget kontrollen her han havde alle namekianer som slaver mens han så rundt med et roligt blik han fornemmede den velkendte kræft "Namine" sagde han roligt han vinkede 2 sayajiner hen til sig "en pige blondt hår menneske den vej" de styrtede af sted og kort efter havde de fat i hver af Namine's arme og fløj op i luften og langsomt af sted med sådan en højte vis hun prøvede at slippe fri ville hun falde ned og total smadre alle knogler i hendes krop uden at dø med det samme

Namine fik et chok og kiggede på de to der havde fat i hende"Hvad sker der"spurgte hun og kiggede rundt hun bed tænderne sammen lidt den smerte Deamon havde givet hende var stadig stærk hun kunne stadig mærke den det gjorde så ondt. Hun vidste ikke hvor hun skulle hen men hun hørte en stemme sige hendes navn en velkendt stemme*Deamon*tænkte hun lidt mens hun kiggede rundt hun havde stadig krystallen i den ene hånd hun gav ikke slip på den. Det var så sjældent at man fandt sådna nogle heroppe her på Named det var det virkelig.

Sayajinerne tog krystalen og hendes våben og tøj helt ind til undertøjet før de slap hende Deamon stod foran hende med ryggen til hende "dit tøj et taget af sikkerhedsgrunde i tilfælde at du skulle have skjulte våben" sagde han roligt "jeg forbliver kiggende denne vej vis du forbliver stående der uden at angribe eller stikke af og jeg advare dig jeg er meget stærkere"

Namine kiggede ned ad sig selv mens hun holdte om sig selv hvrofor skulle hun mon pludselig det og hun ville jo fryse mer"Hvorfor skulle jge stikke af"spurgte hun og kiggede rundt så det her var Namek. Namine sukkede lidt da de havde taget hendes krystal nu måtte hun finde en ny afskedsgave sidne at hun havde hørt det med Deamon"Jeg har hørt at du forlader stedet"sagde hun så og kiggede ned lidt mens hun holdte hænderne rundt om sig hun mærkede de smerter igen hun havde fået de gjorde stadig ondt hun forstod stadig ikke hvordan og hvorfor men hun havde en ide til det hele.

Deamon nikkede roligt "og ved du hvorfor" spurgte han roligt "nej selvfølgelig gør du ikke det" sagde han før un nåede at svare "du er jo sådan en lille fin pige som kan få hvad hun vil" hans vrede boblede igen mens han trak vejret dybt og pustede ud for at slappe af igen "du har aldrig prøvet den smerte jeg har nu" han så stadig ud over alle sine namek slaver "find hende nogen klæder" de kom med et silke sjal hun kunne have på før Deamon lænede sig op af gitteret og så ud over hele slavebyen som han kaldte det en af sayajinerne kom hen og gav Deamon en namek krystal "hvorfor bære du rundt på den sten" spurgte han roligt før han tjekkede nej intet gemt i den og den var heller ikke skarp han kastede den tilbage til hende over skulderen

Namine vendte ryggen til hun blev lidt sur over det han sagde og ville helst bare have at han ville forstå at hun slet ikke var sådan"Sådan er det ikke slet ikke"sagde hun og greb krystallen hun kiggede på den"Jeg fandt den da jeg ankom hertil den var så smuk at jeg valgte at tage den det var meningen at jeg ville give dig den som afskedsgave men hvis du ikke vil så det helt iorden"sagde hun og kiggede ned hvor der stod nogle namek slaver hun trak fødderne ind til sig mens hun hvilede sin hage på knæene"Jeg ved du sur har en stor smerte inden i dig selv og ønsker at ødelægge alt og alle men du burde tænke på om du virkelig øsnker det at dærbe alle og alt at miste noget du aldrig får tilbage"sagde hun stille og kiggede ned på krystallen"at miste noget du aldrig får tilbage..."gentog hun stille

Deamon grinte lidt "enden dræber jeg dig og Jakuji som er de eneste jeg vil dræbe eller osse lever jeg med en inderlig smerte hver gang jeg ser dig eller Jakuji og sikkert ender med at begå selvmord" sagde han roligt "der er ingen vej tilbage jeg er på den mærke side og jeg kan ikke gå tilbage"

Namine vendte sig mod ham mens hun rejste sig op"Mig dræber du ikke det for du ikke lov til Deamon jeg kom her for at snakke med dig hvis du ikke vil det gpr jeg bare igen"sagde hun og smed silkesjalet af sig hen mod ham"Jeg troede at du ren faktisk bare ville snakke om det jeg vil hjælpe dig men ikke hvis de tkoster mig mit liv!"sagd ehun vredt og vendte ryggen til ham hun knælede så ned på knæene og holdte rundt om sig med den ene arm*åh pokkers! det slag han gav mig gør stadig ondt* tænkte hun mens hun ventdede på hans svar hun var enlig ligeglad men svaret fra ham ville hun høre.

"jeg har intet sagt om mit valg" sagde han roligt "jeg har sagt der er de to muligheder" han smed sjalet hen til hende igen "behold det det fjerner smerterne" han vidste hun havde ondt han behøvede ikke engang se på hende for at vide det "Namekianerne har lavet det" han så stadig den anden vej "men hvad skulle du kunne gøre for at hjælpe mig? Om tre dage vil hele planeten her være fuld af sayajiner og andre racer klar til kamp og vis jeg stadig er ond på det tidspunkt er jorden dødsdømt"

Namine kiggede på ham og tog imod sjalet og tog det om sig hun kiggede ned lidt"du vil da ikke gå rundt med smerterne inden i vil du"sagde hun lidt trist. OG du vil synlighvis også dræbe enhver der står i vejenfor dig hvis du bliver ond igen"sagde hun og nikkede lidt hun kunne enlig ikke lig det men hvad kunne gøre ved det."Jeg ved det ikke men noget må jeg kunne gøre"sagde hun og kiggede lidt ud over Namek"Er det her du bor"spurgte hun og kiggede rundt hun holdte krystallen i hånden og håbede enlig ikke at han var sur på hende ja han havde skaddet hende men hun holdte ud.

Deamon så på hende underligt nok var han ikke sur længere hans vrede var under kontrol igen mens han så på hende "så kan du se mit dilemma de sayajiner som kommer forventer at se mig som den vrede sayajin som de sendte ud ikke den svage en som jeg er blevet til" han lukkede øjnene og så den anden vej "desuden vil der ikke være fred mellem mig og Jakuji nogensinde igen" han sukkede lidt "jeg vil overgå ham selvom han er supersayajin"

Namine gik hen til ham og stod overfor ham"Det jeg ked af Deamon men du bliver stærkere du er allerede meget stærk du avr i stand til at ødelægge næsten hele skolen du var næsten ved at dræbe mig"sagde hun og nikkede lidt og holdte sig lidt stille"HVorfor gjorde du det.."spurgte hun lavt mens hun kiggede den andne vej end den han kiggede hen mod"Hvorfor ville du dræbe mig"sagde hun og kiggede direkte på ham hun knurrede den ene hånd stramt om krystallen de skarpe sidder skar ind i hendes hud og lod det bløde men hun var ligeglad hun ventede bare på hans svar.

Deamon sukkede en smule "kærlighed" hviskede han roligt hvorefter han fortsat så den anden vej "fordi jeg elskede dig fordi du sagde du elskede mig og så kommer en af mine soldater og siger du har sagt du elsker Jakuji" han så på hende koldt igen hans vrede var tilbage men stadig under kontrol så han ikke pludselig smadrede løs på hende "jeg spurgte dig om du ville komme sammen du svarede ja men det havde du tydeligt glemt den ene dag jeg var væk"

Namine knurrede stadig hånden om dne ene sten hun så på ham og gik lidt væk"Ja jeg snakkede nemlig med Jakuji om en vigtig ting han sagde at kærlighed ikke burde gå så hurtigt st man skulle være sammen med den person flere gange før han fandt ud af at man var forelsket ikke bare ved første øjekast.."sagde hun så og kiggede væk hun gik hen mod kanten af den bjergklippe hun stod på hun kunne enlig godt finde på at klatre væk fra ham hvis han ikke ville have hende i hans hærværd"Så du mener at det var kærlighed at du næsten dræbte mig"sagde hun og blev lidt trist mens hun vendte ryggen til ham.

Deamon hev hende væk fra klippen for at vise hende at han ikke ville have hun klatrede ned dog kun så hun røg en centimeter væk fra klippen for at vise vis hun gerne ville gå måtte hun godt gå "Der tager du fejl" sagde han roligt "den rette forelsker du dig i ved første øjekast ja måske gik vi for hurtig frem men det betyder ikke du bare skal falde i armene på den næste du ser" sagde han

Namine kiggede på ham da han havde taget hende med hen til sig hun kiggede lidt ned og satte sig helt ind til klippevæggen"Jeg mente det gik for hurtigt mne jeg sprang ikke mod den næste jeg var sammen emd Jakuji mens du ikke var her følelserne for dig forsvandt da vi ikke så hinanden ja jeg havde dte vildt sjovt sammen med dig vi hyggede os og jeg var glad men det gik for hutigt."sagde hun stille og vendte hovedet ned mod krystallen. Hun rækte den mod ham"Her...Et mind eom mig inden du rejser jeg ved du hadder mig du vil nok aldrig se mig mere men du skal stadig havde dne ja den er fra dit hjemsted men den lå helt inde mellem to dybe sten og skinnede smukt jeg syntes du skal have den"sagde hun og fik et lille ikke ret stort smil på hendes læber.Hun ville komme til at savne ham når han rejste og hun vidste ikke hvordan hun ellers ville sige forvel.

Deamon gik hen til hende og gik ned på knæ og tog krystallen i hånden "tak men jeg syntes du selv skal have den" han rakte hende den tilbage igen og et smil kom "jeg rejser ikke alligevel Hing Chen fik mig faktisk overtalt igår" han satte sig ned ved siden af hende "Namine du er en virkelig god ven og jeg elsker dig stadig men jeg tror faktisk ikke helt det er på samme måde som før alligevel jeg tror faktisk osse at jeg har fået følelser for en anden" han smilede roligt "jeg elsker dig nærmere som en søster" han sukkede dybt "en søster som nok aldrig vil røre mig igen efter alt det jeg har gjort" han rejste sig op og gik hen til klippekanten hvor han hoppede ud over og landede hårdt på jorden men uden en rise

Namine kiggede efter Deamon hun smillede lidt og gik selv hen til kanten"Deamon veent!"råbte hun efter ham og kiggede ned hun holdte krystallen i hånden mens hun kiggede efter ham"Du må ikke gå"sagde hun og tog en dyb indåning sårerne gjorde ondt stadig. Hun gik hen til kanten og hoppede ud over den"Du må ikke gå.."sagde hun stille og mærkede luften tage fat i hende mens hun lod sig falde ned mod jorden hun kunne ikkelade være med at smile efter det han sagde til hende hun elskede også ham også mest som en bror for hende en bror hun aldrig ønskede at miste en der altid ville være ved hendes side uanset hvad.Namine mærkede vinden og den stille luft hun havde sjalet over sig mens hun havde hænderne tæt ind til hendes krop.

Deamon så tilbage "ER DU SINDSSYG" råbte han vredt på en broderlig måde før han løb tilbage og greb hende roligt med et smil før han satte hende ned på jorden "Namine for helvede" sagde han hårdt "tænk vis jeg ikke havde opdaget dig hvad ville du så have gjort"

Namine kiggede på ham mens hun smillede lidt"der var dit savnede smil jeg sådan har savnet"sagde hun og smillede lidt hun åbende hans ene hånd og puttede stenne deri mens hun lukkede hans hånd igen"Tag den du har mere brug for den end mig"sagde hun kært mens hun tænkte lidt"Du måtte ikke gå noget blev jeg nød til hvis du ikke havde set mig var jeg død og du ville sikkert være glad du sagde jo at du ville dræbe mig ikk"sagde hun og kiggede rundt på Namek.

Han tog krystallen og fik en idé "vent her" sagde han før han fløj baglæns ca 10 meter før han stoppede og pludselig fløj han siddelæns som en slags maskine så det så sjovt ud før han kom igen med noget bag ryggen "stoler du på mig" spurgte han roligt

Namine kiggede på ham hun tænkte lidt efter alt det der var sket om hun stolede på ham hun nikkede så"ja det gør jeg self gør jeg det"sagde hun og smillede hun var så glad for at han ikke ville dræbe hende igen eller skade hende hun holdte rund tom ham et venligt kram"Hvor skal vi hen elelr hvad er det her"spurgte hun og kiggede på maskinenen hvad mon der skulle til at ske nu

Han viste hvad han havde bag ryggen det var hendes krystal bortset for at der var 2 nu det var tydeligt at det var 2 af den samme krystal men de var knækket af så de perfekt passede sammen og de sad i nogle kæder "venskabskæder" sagde han og kløedede sig i nakken bange for at hun ikke kunne li dem

Namine smillede stort da hun så kæderne og gav ham et venskabs kram"mange tak jeg elsker den"sagde hun og smillede hun løftede sit hår op"Vil du ikke give mig den på"spurgte hun med et smil hun havde enlig også fået en kæde af Jakuji hvis hun huskede rigtig. Men dnene her kæde ville hun ikke tage af den betød også meget.