Namek namek og atter namek (Senira)

S: Namek
D: En måned efter han havde overtaget Namek
T: 12:00
O: Hundrede vis af namekianer
V: Namekiansk vejr

Deamon var rejst til Namek for at overtage planeten han var ankommet ved 00:00 om natten og på sølle 16 timer havde han lænket næsten alle namekianer på planeten og fået en masse frivillige soldater til hans hær hvorefter han har sendt en masse namekianer ud for at få flere soldater til hans hær mens den langsomt voksede så han på den kæmpe by namekianerne var igang med at lave under hans order mens han bare smilede ondt og så til og nogle gange rettede på dem de slidte i det og hvad fik de for det? Et måltid om dagen intet andet

Men det var længe siden nu Deamon var ondt og barsk dengang og der var noget som havde fået ham ændret eller rettere nogen hans elskede Namine hans eneste ene hans forlovede en sølle pige (i andres øjne) havde ændret Deamon fra en namek slave mester til en harmonisk og venlig person på en måned og han elskede hende for det. Namine var tilbage på jorden Deamon havde prøvet at destruere jorden så han måtte ikke plante sin fod på den overhovedet.

En ung pige meget ung endda hun var kun 15, men dog var hun ikke bange af sig selv, hun gik gennem nogle gader og tænkte på en masse ting, hun fik øje på nogle mænd der var pisse fulde og fuldte efter hende hun prøvede at løbe fra dem men hun vætede og lå på jorden og holdte hende fast. ''LAD MIG GÅ!'' rabte hun i frygt og håbede nogle ville redde men der var ingen der var i nærheden hun var bange og forsøgte at skrige men kunne ikke.

Deamon kom frem det var kun nogle som spillede fulde "hvad laver du her på min planet" sagde han vredt og så på hende roligt med et ondt blik "forklar eller jeg får dig halshukket" sagde han roligt mens han fortsat så på hende før mændene slap hende og blev til normale Namekianere

Hun så på ham og bukkede for ham. ''undskyld men jeg ved det faktisk ikke jeg vågnede op på din planet'' sagde hun og kiggede på ham og sukkede for sig selv, hun lå ned på knæ og kiggede på ham, hun var bange hun var jo bare et sølle menneske hun var virkelig bange hun havde heller aldrig været på en fremmet planet. *hvad laver jeg dog her han skrammer mig* tænkte hun for sig selv.

Han tog fat i hendes hår og hev hende op og kastede hende hen til Namekianerne som tvang hende med sig mod en kæmpe villa som var lavet ind i et bjerg "kast hende ned i fangekælderen" sagde han roligt før de hev hende med ned og rev tøjet af hende for at tjekke for hemmelige våben før de kastede hende nøgen ind i fangehulet og lukkede døren og låste den

hun lå bange på gulvet og så efter dem. *hvad har jeg gjort* tænkte hun for sig selv, hendes smukke øjne viste ingen frygt hun kiggede på sig selv og holdte for sit underliv og sine bryster. hun sad med ryggen til trammerne og sad bare for sig selv, hun kiggede ned i jorden, ''hm...'' kom det fra hende, hun sukkede hvad havde hun gjort for at fortjæne at blive smidt her ned alene og forladt. hun var sur på ham men hun kunne intet gøre jo,