Stille træning //Åbent emne :B //

Dato: 11-09-2010.
Tid: 14:00
Sted: Bjergkæde
Omgivelser: Ikke det store.. Bjerge, et enkelte par bjergeder, men ellers bare planter
Vejret: Lun vind, lysegrå himmel og en hård vind som tit fortager sig

Cyborgen stod for enden at et stort bjerg. Rettere sagt i bjergkæden. Denne cyborg, havde lyserødt hår, Rosenrøde øjne, og en vinrød kjole, med små sorte dutter i enderne. Denne Cyborg, var Amaya. Lige nu stod hun og klemte om det lille krystal vedhæng, men kiggede så op, og gav slip. Hun var sådan set kommet herud, fordi at halskæden havde ført hende herud. Og Det virkede jo som et fint sted at træne? Hun sukkede tungt, men begyndte så at suse i alle retninger, omkring en høj sten, som stod op af jorden. Eftersom hun var så hurtig, kunne man kun se hendes skikkelser i lange skygger. Hendes vinrøde kjole flagrede vildt om hende, og det samme med hendes lange blide lyserøde hår. Hun stoppede pludseligt op, drejede en halv rundte rundt, og hamrede hånden ind i den kæmpe messige sten. Med høje lyde, begyndte stenen at brække op. Li'som et stor stykke af stenen, fløj ned imod hendes hovde. Havde hun i et splitsekund, flyttet sig til et andet sted, og betragtede stenen det nu faldt i et par stykker, mens noget af den, stadig stod, men var flækket fuldstændig. Den regnbue farvede krystal der hang om hendes hals, lyste kraftigt blåt.

Jakuji kom stille flyvene efter og ha lært at flyve og det vasr rart for ham i stedet for at han altid skulle gå til de steder han ville hen til og nu kunne han flyve.
Han kiggede rundt i bjergkæden for at se om der skete noget der og det så der ud til at der gjorde han fik øje på en eller anden person og fløj stille og roligt ned mod den person for at se hvad personen lavede og så så at det var en pige der var der "hej"sagde han stille og roligt og kiggede på pigen

Amaya klemte hårdt om sin halskæde og kiggede rundt. Med straks da hun hørte en stemme, slog hun øjene helt op, blev rød i kinderne og slog blikket væk. Hun var genert, og snakkede faktisk ikke særlig meget. Hun tøvede lidt, inden hun nikkede som en venlig gestus og sagde med en stille og mild stemme; "Goddag". Selv om hun sjældent snakkede, og lukkede sig inde i sig selv.. Var hendes stemme helt glad, mild og stille. Hun overvejede i et par sekunder, bare at smutte, men ombestemte sig. Hun måtte virkelig prøve at føre en ordenlig samtale med nogle. Så derfor vendte hun stille og rolidt blikket imod den nyankomne, placerede at stille og usikker smil på læberne, og lod så blikket glide over den store sten, som nu var flækket