En stjerneklar nat-Takuma

T::Midnat ca
O::Nogle træer, jord, bænke og nogle steder man kan sidde
V::Blædt og lidt koldt
S::Skovene
_____________________________________________________

Namine var gåe tind ved skovene hun kunne ikke sove så hun var gået derind. hende havblå blik
flakkede lidt rundt på træerne og ved de blomster der måtte være der det føltes nærmest som at være trådt ind i et eventyrland nærmest alting var så smukt. Hendes lange lyseblonde hår hang løst ned over hendes skuldre hun havde sit keyblade med sig i den ene hånd hvis der nu skulle komme nogen og angribe hende.
Tøjet var en hvid lårkort kjole og et par sorte ballerina sko med flad hæl på.
Namine gik og kiggede omkring ldit mer hun fandt et sted hvor hun kunne sidde der var en lille sø hvor hun
kunne bade i vandet var sikkert koldt måske hun ville ikke gå i vnadet før hun avr heæt sikker på at det var varmt. Hun satte sig ned ved bredden af vandet mens hun rørte med en finegr i det"Wow det ikke så koldt som jeg troede"sagde hun med et lille smil på hendes læber.

Et par tunge, sløve skridt blev med korte mellemrum blandet med den lette, kølige luft, der herskede i dette område. Lyden fra de tyngende skridt lød nærmest mekaniske med en svag, rungende undertone. Som om dette væsen ikke var menneskeligt - ikke udenpå i hvert fald, - hvilket faktisk var helt korrekt. Udseendet kunne narre en del. Især hos denne yngre mand, der ganske vist lignede ethvert andet hankøns væsen udenpå, men indeni havde han et hjerte af stål; bogstavelig talt. Et computerskabt hjerte, der udelukkende kørte på en kraftig energikilde, elektricitet. Taku drejede nu og da sit hoved, ændrede op til flere gange på sin hovedstilling og lod sit årvågne, fokuserede blik scanne de mennesketomme omgivelser. Der var ikke noget, der med det samme fangede hans opmærksomhed specielt meget, præcis lige som han havde forventet. Perfekt, ih ja. Havde han virkelig gået hele vejen fra Red Ribbon Army bare for at finde ud af, at der ikke var et levende øje hernede? En sagte udånding i form af et halvirriteret suk med en stor dosis autotune lød kort efter fra ham, som han var stoppet op og stod nu blot med et halvt om halvt skeptisk, svagt løftet øjenbryn. Han kørte gang på gang blikket rundt i området, men syntes ikke at kunne finde noget, der måske kunne være bare nogenlunde interessant. Ikke før han et godt minuts tid efter spottede en skikkelse, der sad rimelig langt væk fra ham nede ved søens vandkant. Hans pupiller blev hurtigt spilet op, så det meste af hans tågede iris forsvandt bag de sorte pupillers grådige favntag. Det var tydeligvis en kvinde. En ung en. Et lystigt, skævt smil blev med øget fart dannet på hans blege læber, netop som han atter fik sat gang i sit fodtøj efter først at have sat kursen hen imod denne ubekendte tøs. Måske kunne hun underholde ham i de næste par timer. Om end ikke bare for en kort stund. Hendes udseende dragede ham nærmest hen til hende, som om de lyse, flagrende hår og de havblå øjne kaldte på ham. Hans skridt holdt ikke inde, før han var helt hende ved hende og havde plantet sine fødder bag hende. To, tre af hans hvide hårlokker med det svageligt violette skær drattede ned foran hans øjne, så de hang i midten af hans synsfelt, men det generede ham ikke just, og han lod dem derfor blot være. "Sikke et held at støde ind i sådan en fræk sag som Dem på sådan et sted som det her. Hvad foretager en køn pige sig mon ude på dette tidspunkt af dagen?" Hans stemme var langt fra menneskelig, lød nærmere som en afklaret robot med den dæmpede, metallisk klingende tone.

Namine vendte sig rundt efter lyden af den stemme hun hørte stemmen der kaldte hende for smuk og fræk hun smillede bredt og vendte sig om hun så på ham"Nyder naturen som men hvad med dem"spurgte hun venligt mens hendes lyseblonde hår flagrede i vindene der var komemt over hende hun kunne sagtens se ham igennem hendes øjenkrogene han så meget venlig ud måske også en smule nysgerig og indteresant netop det med at han var kommet herud på dette tidspunkt om natten. Hun gik så ldit væk fra ham ikke så meget at hun faldt bagover ned i vandet hun holdte keybladet frem mod ham"Hvad og hvem er du og hvad laver du herude så sent"spurgte hun til ham han kunne let være en fjende for hende derfor ville hun være på den sikre side så hun ventede på hans svar. HUn hørte noget lidt længere væk fra hende kunne det være nogle cyborgs som var fulgt efter hende for at få deres kamp mod hende. Namine tænkte over valgene og tankerne lidt mens hun så smillede lidt og vendte hovedet op igen"Nej det sikkert bare min fantasi der spiller mig et pus"sagde hun med et lille smil mens hun stadig holdte keybladet mod ham"Er du en fjende eller ikke"spurgte hun helt normal med et lille håbfuldt smil på hendes læber han lignede ikke et mennekse som hende han var sikkert et af de væsner eller som man kaldte dem. Hun ventede på hans svar til hende mens hun kort vendte hovedte til den ene side der var smukt ved dette sted de stod ved blomsterne sprang ud og nogle ildfluer fløj rundt det var smukt det hele var utroligt smukt. Namine s havblå øjne vendte sig mod ham igen det var stadig et stort mysterium hvad og hvem han var og hvorfor han var ankommet hertil.

Taku lod sit hoved falde en anelse på skrå, netop som hendes stemme lød, da hun kort efter besvarede det spørgsmål, han før havde stillet hende. Der kom dog intet svar fra ham, efter at hun selv havde kastet et spørgsmål i hovedet på ham. Ikke en lyd undslap hans læber, og han foretog sig stort set ikke andet end at lade sit varsomme blik køre op og ned ad hende op til flere gange, som om han prøvede på at scanne hver eneste lille detalje af hende ind i sin hukommelse; hvilket i og for sig var sandt. Efter en del tid med dét, fik han lagret hendes udseende inde i sin avancerede hjerne af en computer, hvorpå han hævede sit hoved en kende, idet hendes stemme endnu en gang hørtes og brød ind igennem hans ører. Om han var en fjende? Det måtte tiden vel afgøre, men i dette nu havde han endnu ikke set sig ond på hende, så han forholdt sig blot helt rolig, forblev tavs for en lille tidsalder, inden han omsider åbnede munden endnu en gang og lod lyden af sin lidt rustne, dog blide og fredelige stemme, flyde ud imellem sine læber. "Det vil jeg lade være op til Dem. Enten kan jeg være Deres værste fjende ... eller jeg kan være Deres Prins På Den Hvide Hest," svarede han med et ulæseligt, skråt smil, der hverken sagde dit eller dat, eller noget som helst, om hvad der foregik inde i hovedet på ham. Det var nok også bedst sådan; at det forblev et mysterie. Hans blik blev derefter kørt ned på keybladet, som hun holdt frem imod ham, ikke specielt truende, måske følte hun sig bare mest sikker på den måde. Han grinede dæmpet for sig selv, før han løftede sin ene hånd og fæstnede den på keybladets lange knivblad. "Jeg gør Dem ikke noget ..." forsikrede han med sin frie hånd lagt på hjertet, eller det sted hvor hans hjerte ville være, hvis han havde haft et, og nikkede bekræftende som en selvfølge.

Namine sank sit keyblade ned da hun hørte ham sige det hun blev for at vide at han ikek var en fjende hun kiggede op på ham med det samme"Prinsen på den hvide hest siger du"sagde hun og tænkte lidt"Han findes derude et sted jeg skal bare finde ham"sagde hun stille men også lidt blid i hendes stemme. Namine rækte en hånd frem mod ham "Namine er mit navn hvad er dit"spurgte hun med et lille smil på hendes læber. Hun satte sig ned ved bredden lod fødderne være lidt samlet til sig så de ikke var nede i vandet hun kunne enlig sagtens finde på at tage en tur ned i vandet bare for at mærke dens varme som den havde det havde hun mærket ved at røre ved det. Namine vendte hovedte hen på ham hun ahvde lagt keybladet fra sig nede ved hendes venstre side"Tag enlig plads de skal jo nødig stå op så længe får de ikke ondt i benene af det"spurgte hun med et lille kært smil på hendes læber igen hans stemme var god at lytte til og hans udseende truede hende ikke så hun ville give ham en chance hun kunne se allerede fra det øjeblik hun så på ham at han ikke var en fjende hans aura nærmest udviste det."Er de en cyborg sådan en robot slags"tilføjede til det næste spørgsmål der havde plaget hende. HUn lod så sit blik glide hen på vandet det genpejlede hendes ansigt og hendes kjole hun havde på hun mærkede kulden lidt og holdte hændenre tæt ind til hendes krop for ikke at fryse for meget.Ildfluerne var så småt bgeyndt at komem frem ved hende hun kiggede rundt det var som om det var deres nat ildfluernes nat hun kunne ikke lade vær med at smille større.

Taku's smil voksede en kende ved hendes næste ord, som han lyttede til med stor opmærksomhed og spidsede ører. "Hvem ved; måske er han tættere på, end du tror ..." svarede han med en hemmelighedsfuld undertone og et sagte, sigende smil på læberne. Hans hånd blev ligeledes løftet, da hun rakte hånden frem mod ham, og han lod derefter sin hånd glide ind i hendes, lukkede sine fingre omkring den i et rimelig fast tag. "Jeg hedder Takumu," præsenterede han sig selv efterfulgt af en svag, tilhørende nikken og trykkede hendes hånd en enkelt gang, inden han atter gav slip på den. Det var måske så meget sagt, at det var hans navn. Det var vel blot et, han bare havde fået tildelt af den, der havde skabt ham, programmeret ham. Alle prototyper var vel at vide blevet navngivet. Det var tåbeligt at gå rundt med et nummer i stedet for et navn. Hvilket nummer han var i rækken af cyborgs, der med tiden var blevet skabt, vidste han intet om. Det kunne også være ret ligegyldigt i sidste ende. Om han så var nummer 345 eller 11, så han ikke som en speciel stor vigtighed. Hans blik blev rettet ned imod hende, idet han igen blev talt til. Endnu et lille smil smuttede over hans læber, efter han havde fået opfanget, hvad det var, hun havde sagt, og han satte sig efterfølgende ned ved hendes ene side. Han placerede begge sine håndflader på jorden ved siden af sig, før han drejede sit hoved og fæstnede blikket på hende endnu en gang, og derfra gik der ikke meget længe, inden han for mindste tredje gang hørte hendes stemme, der nu var blevet forholdsvis velkendt. "Jeg aner ikke, hvad De snakker om ..." valgte han blot at svare, men kunne dog ikke forhindre et sageligt, lettere drillende smil komme frem. Han rettede dernæst øjnene ud mod den blanke sø, som han straks gav sig til at nærstudere med sit vågne blik med de sorte og opspilede pupiller, der mest af alt mindede om to store, opsugende huller.

Namine kiggede hen på ham da hun kunne høre lidt drilleri i hans stemme hun kiggede på ham med et lille smil"Hyggeligt at møde dig Takuma"sagde hun og smillede lidt og vendte hovedet og sit blik ud på søen de sad ved"Det ved man aldrig prinsen møder jeg men du ser meget venlig ud du en robot ikk kan de godt lgi vand"spurgte hun undren burde vand ikke kortslutte deres kredsløb eller sådan noget. Namine kigged eså endnu engang hen på ham der var et eller andet over hans måde overfor hende hun ikke kunne smutte væk fra"De er meget højflig"sagde hun bagefter det første hun havde sagt til ham. Namine smillede bredt tl ham mens hun lagde hovedet på skrå for at se ham fra den vinkel"Vil du så svare mig på hvad de laver herude så sent"spurgte hun med et lille kært smil hun trak så benen tlt ind til sig for at holde på varmen hun havde lidt ved hende selv. Namine s havblå blik vendte op mod ildfluerne"Er de ikke smukke"spurgte hun og hentydede sig til fluerne de glimtede smukt i nattens mørke hun kunne ikke slippe blikket væk derfra det vat noget hun ikke ville glemme at hun havde set ildfluer for første gang. Hendes lyseblonde hår flagrede meget nu vinden ville ikke lade dette smukke lange hår lgge sig på hendes skulder hårets bevægelser var lette og smukke små glimt kom fra det da nattens små glitterstøv viklede sog ind med hårets flagren.